Tilbage og (næsten) klar til en ny hverdag

Jeg er tilbage fra en skøn ferie i Budapest. Det var en noget varm fornøjelse med omkring 40 grader to ud af fire dage. Det var lige før, at det var for meget for sådan en bleg dansker som mig, men det gik. Jeg tænker at lave en lille utraditionel guide til Budapest, når jeg har fået kigget alle billederne igennem. Den bliver utraditionel i den forstand, at den ikke kommer til at handle om spisesteder og shoppingmuligheder, men nogle mere overordnede ting i byen, som gør byen spændende at besøge. Men mere om det senere.

Nu er jeg tilbage i mit elskede Århus, og lige om lidt starter der en helt ny hverdag. Jeg starter som praktikant i Vejle kommune på mandag – det er om kun 4 dage!! (selvom jeg i mit hoved synes der er lang tid til, fordi min tidsfornemmelse er væk). Jeg har lidt en følelse af, at jeg skal ud og prøve at være voksen. Det er jo en smagsprøve på et voksenarbejde – og jeg glæder mig faktisk. Selvom tankerne om, om jeg nu er god nok eller dygtig nok til rent faktisk at kunne løse nogle af opgaverne har ramt mig, så tænker jeg alligevel at jeg har en masse at byde ind med. Det bliver helt underligt at skulle bestride et 8-16 job, når man er vandt til studielivets lidt flydende rammer, men jeg ser det som en klar fordel 😉

Er du klar til hverdagen igen?

 



Skriv en komentar