Om både at være perfektionist og tænke ‘det går jo nok’

I sidste uge var jeg til eksamen. Det er der ikke noget nyt i, men lige inden eksamen slog det mig, at min måde at arbejde på er lidt paradoksal. For på den ene side er jeg nok det man vil kalde perfektionist, fordi jeg ikke kan stille mig tilfreds med det næstbedste eller slække på kvaliteten. På den anden side, er jeg blevet ret god til at sige “Det går nok”. Og jeg er ikke helt klar over, hvornår det er blevet sådan.

Måske er det fordi, at jeg er begyndt at stole så meget på mine egne evner, at jeg ikke tvivler på at det nok skal gå, og det jeg har gjort er godt nok? Måske er det fordi, at jeg ikke bekymrer mig så meget mere, eller er blevet bedre til at slippe mine bekymringer?

Det er nok en kombination. Jeg har øvet mig i at stole på, at det jeg gør er godt nok. Det er blevet bedre med tiden, men det tager tid at lægge alle “Hvad nu hvis jeg ikke er god nok”-tankerne på hylden eller i hvert fald at dæmpe dem. Samtidig har jeg nok også bare lært, at det ikke nytter  noget at bekymre sig, hvis der ikke er nogen grund.

Jeg er eksempelvis blevet virkelig god, hvis jeg selv skal sige det, til at slippe en eksamen, når jeg trykker aflever. Der er ikke nogen grund til at bekymre sig bagefter eller tænke på alt det man kunne have gjort, for man kan alligevel ikke gøre noget ved det. Når man kan lægge sine bekymringer på hylden, så er det også nemmere at tænke “Det går nok”.



Skriv en komentar