Debat: Lad os gøre op med idealet

untitled4

I foråret var jeg til et oplæg med Olav Hesseldahl, som er medstifter af Ungdomsbureauet, hvor han fortalte om unge og konkurrencestaten. Om hvordan unge mennesker får ondt i livet, fordi de skal stræbe efter i bestemt ideal. Om det direkte er konkurrencestatens skyld, kan man stille spørgsmålstegn ved, men hvad der står soleklart er, at der er en masse unge, som ikke har det godt.

Medierne har taget emnet op flere gange i den seneste tid – blandt andet Debatten på DR2 og der har været interviews med Olav og hans makker Kenneth i flere medier (Politiken, Jyllands-Posten, og Vice).  Og jeg synes det er vanvittigt vigtigt, at de får taletid. Deres budskab er for vigtigt til at blive gemt væk. Det er vigtigt at vi unge hører om dem, hører om deres undersøgelser og tænker over, hvad det egentlig er de siger. Og hvad de unge, som de taler med, siger.

Siden jeg gik i folkeskolen har jeg nærmest fået tudet ørene fulde af, at jeg skulle tage en uddannelse, gerne så lang som muligt. Jo længere, jo bedre var devisen på Christiansborg. Og det er et problem, når unge mennesker lader sig suge ind i denne politiske retorik og følger med strømmen i stedet for at stoppe op og mærke efter. Er det overhovedet rigtigt for mig? Er det overhovedet dét jeg er god til? Lykken findes ikke ét sted, og der er mange veje til lykken.

Jeg tror at en del af forklaringen på, hvorfor mange unge har ondt i livet er, at de forsøger at leve op til et ideal, som de måske ikke kan leve op til, og derfor føler de sig forkerte og skammer sig. Det synes jeg er ærgerligt, for hvem har sagt, at idealet er rigtigt? Hvem har sagt at alt andet er forkert? Titlen på en af Ungdomsbureauets udgivelser siger det meget godt:

Jeg drømmer om en tid hvor alle de ting jeg godt kan lide at lave ikke føles som skyldsprovokerende overspringshandlinger i det langsigtede projekt som er min tilværelse

Det er blevet til et livsprojekt at leve op til et ideal om, hvad man bør gøre, fordi man skal passe ind. Vi skal være en kompetent ressource i konkurrencestaten, og så må det personlige komme i anden række. Jeg synes, det er en trist tendens. Hvornår har vi mistet retten til at træffe et valg for os selv?

Nu er der nok nogen der tænker, at der er underligt jeg jeg advokerer mod en tendens, jeg selv har valgt at følge. Ja, det er rigtigt, at det kan virke fjollet at jeg retter denne kritik, når jeg selv går på universitetet og selv (udefra set) har fulgt idealet. Men det var en beslutning, der var rigtig for mig, for det er netop det jeg er god til. Var jeg endt et sted på en uddannelse, jeg ikke var god til, er jeg sikker på, at jeg også havde gået rundt med ondt i maven.

Der er ikke nogen, der skal føle sig forkerte, fordi deres drømme ikke er lige som andres. Bare fordi nogen engang sagde, at det var det bedste at gå på universitetet, så betyder det ikke, at det er sandheden. Lykken kan findes mange steder. Vi bliver nødt til at vise hinanden, at der er mange måder at gøre tingene på, og ingen er mere rigtig end andre.

Hvad synes du om hele debatten om unge, der har det svært? Er det på grund at idealet eller noget helt andet?



2 thoughts on “Debat: Lad os gøre op med idealet”

  • Hej Christina.
    Det er virkelig godt skrevet og spot on.

    Nu er jeg bestemt ikke ung længere, men kan sige så meget, at det også gælder i det voksne liv.

    Heldigvis er der i dag et hav af uddannelses muligheder, så selvom man starter i den ene retning – eller rettere samme retning som alle de andre – så er der rig mulighed for at stoppe op og mærke efter.

    Fokuser på dig selv! Er det virkelig det her du vil?!

    Det er aldrig for sent at ændre kurs og det er aldrig forkert at gå sin egen vej!

    Tro på dig selv, følg din mavefornemmelse og du vil aldrig tage fejl.

    Tak Christina for et godt emne.

    Hilsen Stella

    • Tak Stella! Det et jeg glad for at høre.
      Det er nemlig aldrig for sent at mærke efter, om man er end det rigtige sted. Og heldigvis er der da mulighed for at ændre kurs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge