Om at blive ramt af et øjebliks usikkerhed

På onsdag starter jeg på 5. semester. Det spidser til, og når jeg går på sommerferie næste gang, kan jeg kalde mig bachelor i politik og administration(!!), og krydse af i feltet for videregående uddannelse, næste gang jeg bliver spurgt til mit uddannelsesniveau i en spørgeskemaundersøgelse.

Men når man efterhånden er så langt, så forpligter det. Der er kun én vej. Fremad. Jeg er nået til et punkt i mit studieliv, hvor jeg har opbygget en del viden og kompetencer, men samtidig har meget at lære. Mit 5. semester er noget nær ideelt til at få et studierelevant job, hvis der dukker en stilling op (det er jo Nordjylland, så der er af og til langt mellem de relevante og gode stillinger).

Men når man sidder dér og læser stillingsopslag og reflekterer over, hvad man vil, når man bliver “voksen” og skal have et “rigtigt” arbejde, kan man godt blive ramt af et øjebliks usikkerhed → Kan jeg varetage dette job? Er jeg god nok? Kan jeg leve op til ansvaret, og hvad nu hvis jeg kommer til at lave en fejl? Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det og får stress?

Kender i denne følelse der lige rammer én i et ganske kort øjeblik, men man som oftest kaster fra sig, for man må jo gribe muligheden, når den byder sig. Og hvorfor skulle man ikke være god nok?

FØLG MED VIA BLOGLOVIN HER


Skriv en komentar