At forberede sig til eksamen

Der sidder sikker mange med hovedet begravet i bøgerne i disse dage, hvor eksaminerne står i kø og sommerferien er lige om hjørnet. Der er mange, der har svært ved eksamen og ikke synes, at det er nogen rar oplevelse og faktisk skal det bare overstås. Personligt har jeg efterhånden fået et mere afslappet forhold til eksamen, hvilket i høj grad skyldes at jeg har fundet min måde at forberede mig på, så eksamen bliver en ‘rar’ oplevelse.

Netop forberedelse er et keyword, hvis man har tendens til at blive nervøs eller (som mig) glemme pointerne. Her er mine tre gode råd til, hvordan man kan forberede sig til eksamen:

1 Noteark: Hvis det er tilladt at medbringe noter, så lav udførlige noterark til hvert emne. Hvad handler dette emne om? Hvilke begreber er vigtige? Hvilke tekster er relevante, og hvad er hovedpointerne i disse? Hvor skal du slå op, hvis du leder efter et bestemt begreb eller fænomen? Lav denne liste så det bliver nemmere for sig selv i eksamenssituationen, og så du ikke skal stresse over et stort og uoverskueligt pensum. Dette er især i forhold til skriftlige eksaminer, men teknikken kan sagtens overføres til de mundtlige. Her gælder det i høj grad om at notere begrebers betydning og facts, så man hurtigt kan komme med et klart svar, når der bliver spurgt. Og så er der jo også den fordel ved skrevne noter, at mange bedre kan huske det.

2 Idiot-modellen: Skriv dine noter så du kan forstå dem uanset hvor stresset og ufokuseret du er, skriv dem så der ikke er nogle tvivlsspørgsmål. Jeg skriver altid mine (eksamens)noter som om min IQ var 40, for så er jeg sikker på at jeg lynhurtigt kan fange pointen, når jeg kigger på min noteark inde til eksamen, hvor jeg har tusinde ting at tænke på og måske lidt stresset. Find ligeledes den metode der passer bedst til dig – skal noterne være skrevet i én lang tekst? Skal det stå i punktform, tabeller, kasser? Overvej hvilket system, der passer bedst til dig, og vær konsekvent! Personligt har jeg et fuldstændig autistisk forhold til mine noter – det skal stå på en helt speciel måde og det gælder for alt på notepapiret, for så er jeg sikker på at jeg ikke misforstår dem.

3 Læg en plan: Lav en plan for hvornår og hvad du skal læse op på. Dette afhænger i høj grad af eksamens karakter, da det jo ikke er nødvendigt at læse lige så meget op til en 24 timers eksamen end til en, der kun varer 5 timer. Lav derfor en prioriteret læseplan – hvad er vigtigst? Hvad har du sværest ved? Hvilke tekster er primære, sekundære og tertiære? For de mundlige eksaminer gælder det samme. Prioriter det du har sværest ved først, så du som minimum har en grundlæggende forståelse for alle emner. Byg herefter oven på.

Dette er metoder, der virker for mig, så lad sig ikke frustrere hvis det ikke virker for dig. Vi har forskellige tilgange til det, så find den måde der passer bedst til dig. Måske kan du blive lidt inspireret af disse råd og udvikle din egen metode.

Held og lykke med eksaminerne!



Skriv en komentar